Velkommen til Randers Krolf

Vi er en klub under DAI (Dansk Arbejder Idrætsforbund). Krolfspillet kom på DAI`s program i 2008.

Vi spiller hele året hver mandag og torsdag begge dage kl. 13. Vi mødes kl. 12.50, hvor vi spiller 2 runder.

Ønsker du at spille 3 runder, møder du kl. 12.10.

Spillet kræver ingen investering i kølle og kugle, da det kan lånes af klubben.

Fra 2009 til 2016 blev der spillet Krolf i Randers Naturmotion .

Den 16. november 2016 blev klubben delt og Randers Krolf blev stiftet.

Klubben blev Danmarksmester for hold i 2015.
Klubben fik en Danmarksmester for kvinder i 2023.
Vil du høre mere om Randers Krolf og har du spørgsmål til spillet, er du altid velkommen til at kontakte bestyrelsen.


Vil du vide mere om krolf så kig på: www.dai-sport.dk


Hvad kan Randers Krolf tilbyde dig?

Ved at deltage i de ugentlige træninger opnår du motion, frisk luft samt glæden ved at være
sammen med andre.
Du får mulighed for at spille krolf med såvel andre ”nybegyndere” som mere øvede spillere.
Randers Krolf henvender sig til både ældre og yngre af begge køn og vort mål er at skabe en klub for folk, hvor samvær og sociale relationer danner grundlag for venskaber og et stærkt fællesskab.
Spillet kræver, at du er selvhjulpen og mobil.

Du kan deltage i stævner, ikke alene klubbens egne men også i de stævner som andre
krolfklubber arrangerer henover året.

Du kan også deltage i:
• En årlig tilrettelagt holdturnering for klubber indenfor Region Midtjylland.
Her spilles på hold af 4 spillere. De 2 bedste hold i puljerne kvalificerer sig til holdfinalen, hvor der er mulighed for at kvalificere sig til DM.
• Det individuelle Regionsmeterskab afvikles som stævner og afsluttes med et finalestævne, hvor der er mulighed for at kvalificere sig til DM.

Hvordan træner vi?

Der kan højest spille 4 personer ved hvert hul. Alle spillere er ude på 3 til 4 baner samtidig.
Der spilles ikke med faste hold, men holdene sammensættes efter lodtrækning, så du hver gang
kommer til at spille med forskellige spillere. Det er med til at udbygge fællesskabet.
Nogle af klubbens medlemmer har gennemgået et dommerkursus og andre er øvede spillere,
så du kan altid få den fornødne vejledning under vejs i spillet.
Efter træning samles vi til socialt samvær og nyder den medbragte kaffe eller lignende. En gang imellem tændes vores grill til hyggeligt samvær.